Talent Management – er I begyndt?

Arbejder du i en HR-afdeling uden at være direkte involveret i virksomhedens rekruttering? Eller er du rekrutteringsansvarlig med fokus kun på nyrekruttering? Mange virksomheder bruger krudtet på at finde nye talenter, men har ingen strategi til at fastholde og udvikle eksisterende medarbejdere – er det ikke mærkeligt?

Nyrekruttering er vigtig, men uden et overordnet perspektiv på rekruttering og Talent Management (TM) risikerer organisationer at miste sine nøglemedarbejdere lige så hurtigt, som det tog at ansætte dem. Statistik fra ADP DataCloud viser, at mere end 25% af nye medarbejdere vælger at forlade deres job inden for de første to måneder. Allerede for et par år siden skrev Bersin & Associates, at virksomheder med en velintegreret TM-strategi har 40% lavere personaleomsætning blandt “high performers”, og samtidig 87% bedre chance for at “hire the best people”.

 

Hvad kan man så gøre? Uanset om din stilling kaldes Talent Acquisition, Rekrutteringsspecialist eller HR-et-eller-andet, så sørg for, at din organisation har en erklæret strategi for Talent Management.

Mange drømmer om at fostre fremtidige ledere, men ud over de vertikale karriereskift er de horisontale muligheder mindst lige så vigtige, ellers får du aldrig alle med. Når, ikke hvis, medarbejderne i sidste ende beslutter sig for at afprøve deres vinger uden for organisationen, skal I sørge for, at I har en professionel exitproces så selv tidligere ansatte forbliver ambassadører. Har I derudover også et godt alumnenetværk, lettes kontakten med tidligere kollegaer, hvilket naturligvis er win-win for fremtiden. Der er selvsagt endnu flere fokusområder – ikke mindst comp. & ben. og mangfoldighed.

Mit indtryk er, at der er megen snak i branchen om TM, men der er få, der har styr på det store billede. Det handler jo om så meget mere end blot rekruttering. Hvis ikke HR sætter dette på dagsordenen, hvem gør det så? Det er på høje tid at starte, hvis I ikke allerede har gjort det. Ellers er risikoen indlysende – man kan miste både potentielle som eksisterende medarbejdere til mere attraktive konkurrenter.

Har du gode eksempler, er du velkommen til at skrive et par linjer, og har du spørgsmål eller kommentarer, så er det bare at give lyd!